Reportage: Politiet viser nyt ansigt i Rios slumkvarterer

Indtil december 2009 kunne politiet ikke gå ind i favelaen Cantagalo/Pavão-Pavãozinho uden specialstyrker. I dag er der ryddet op i våben og narko, og en ny politienhed med sociale kompetencer er sat ind for at patruljere døgnet rundt. Men frygten for narkogangsterne lurer stadig.

Tekst af Thomas Jensen og foto af Rune Evensen

To betjente står let foroverbøjede mod en ung mand. De har begge trukket deres pistoler og har hver især fingeren på aftrækkeren. De er begge iført politiuniform og skudsikre veste, mens den unge mand står i et par affarvede badeshorts og en beskidt netundertrøje. Den ene betjent bruger sin frie hånd til at undersøge den guldhalskæde, som hænger rundt om den unge mands hals.

Kun få meter derfra står en mand og sælger grillet kød. Den tykke, hvide røg fra kullene blander sig i aftenluften og sender duften af det grillede kød langt op over den pletvis brolagte betonvej, der fører op ad den stejle bjergside. Folk bevæger sig langsomt opad, andre lidt hurtigere den modsatte vej. Slidte, men hurtige motorcykler dytter og slingrer forbi. Begge sider af vejen er fyldt med små boder, og ved flere af boderne sidder folk og diskuterer højlydt i en munter tone.

Ingen tager særlig notits af optrinet mellem betjentene og den unge mand. Livet går uforstyrret videre. Derimod vender og drejer flere mennesker sig efter os – et par udlændinge, gringos, som flere lavmælt bemærker. Det giver et sug i maven at være genstand for så meget opmærksomhed i dette kvarter, hvor vold og mord har været hverdagskost.

Vi befinder os i slumkvartererne, favelaerne, Cantagalo og Pavão-Pavãozinho i den brasilianske storby Rio de Janeiro, hvor den olympiske ild skal tændes i 2016. Det er højsommer, og solen bager løs med en temperatur, der nærmer sig de 40 grader. Vores guide hedder Douglas Rufino. Han har boet i favelaen siden fødslen og går derfor hjemmevant rundt i sine Havaianas-slippers. Vejen opad slingrer ind imellem kraftigt og giver næsten en fornemmelse af, at man bevæger sig lodret. Douglas stopper op et par gange, både for at få pusten og for at hilse på bekendte, som sidder og snakker i vejkanten foran de mange små salgssteder. Også her bliver vi mødt af undrende blikke og ordet ’gringos’.

Efter en halv times gang slutter turen på toppen ved et tidligere luksushotel, som i dag er omdannet til community center. Douglas peger mod fotografens taske og viser med en tommelfinger i vejret – en meget populær gestus i Brasilien – at det er sikkert at tage kameraet op af tasken. Han vender sig rundt og peger ud i horisonten. Til den ene side ligger den verdenskendte Copacabana-strand, til den anden endnu en gyldenfarvet badestrand, Ipanema.

Cantagalo/Pavão-Pavãozinho

Den 30. november 2009 gik militærpolitiet ind i de to slumkvarterer med det formål at anholde eller fordrive den voldelige og stærkt kriminelle narkobande, som indtil da havde regeret.

Da der var faldet ro på blev en permanent politienhed indsat den 23. december.

Der bor cirka 10.000 personer i de to favelaer, der ligger i hjørnet mellem de populære badestrande Copacabana og Ipanema. 

 

6000 mord om året

Selvom turister daser på stranden i luksusomgivelser, eksisterer der en anden virkelighed, så snart man går et par husblokke væk. Godt en million af storbyens 6,2 millioner indbyggere lever i favelaerne, som ligger op ad bjergsiderne på bjergkæden Mantiqueira, der løber langs havet og deler byen i to.

I et mønster, der gentager sig over det meste af Rio de Janeiro, styres slumkvartererne ofte af kriminelle fraktioner, enten narkobander eller militser bestående af korrupte politifolk, som tager imod beskyttelsespenge fra borgere og erhvervsliv. Beboerne i favelaerne er ikke uvante med skudkampe mellem rivaliserende bander eller blodige politiaktioner mod narkohandlere. De lever dagligt med frygten for at blive dræbt i sammenstød med de kriminelle bander eller af vildfarne kugler. Hvert år bliver der begået godt 6000 mord i staten Rio de Janeiro – langt over halvdelen relateret til narkokriminalitet i slumkvartererne. De mange mord betyder, at kun meget voldsomme eksempler tages op i medierne, som for eksempel da syv mistænkte narkohandlere og en politikaptajn i midten af februar 2010 blev dræbt i forbindelse med en politiaktion mod narkokriminalitet i en favela i det nordlige Rio.

I oktober 2009 – to uger efter Rio de Janeiro blev tildelt værtskabet for De Olympiske Lege i 2016 – blev op mod 40 mennesker, herunder tre politibetjente dræbt i forbindelse med et bandeopgør og efterfølgende politiaktioner mod banderne.

Og året før skød medlemmer af en narkobande en 14-årig pige gennem hænderne, fordi de mistænkte hende for at have stjålet en mobiltelefon fra en taxachauffør.

Tilbage i 2002 fangede en narkobande journalisten Tim Lopes under research til en artikel om børneprostitution og andre ulovlige aktiviteter. Lopes blev tortureret og senere henrettet med et samuraisværd.

Slumkvartererne Cantagalo og Pavão-Pavãozinho var indtil for få måneder siden kontrolleret af den ældste og mest udbredte narkobande i Rio de Janeiro, Comando Vermelho (Den Røde Kommando). Men i dag er bandens regime skiftet ud med en såkaldt pacificeringsenhed fra staten Rio de Janeiros militærpoliti, Unidade de Policiamento Pacificadora (UPP).

Problemer med slum og kriminalitet i Rio er ikke noget nyt, men pacificeringsenhederne er et nyt tiltag sat i værk i forbindelse med værtskabet for OL – vi er rejst den lange vej for at se, hvad der er kommet ud af politiets indsats.

 

Betjente med sociale kompetencer

Heroppe på toppen, i det community center, som Douglas har vist vej til, møder vi kaptajn Leonardo Nogueira, som er ansvarlig for favelaens nyoprettede politistation. Han er 32 år og chef for de godt 200 betjente, der for det meste arbejder i 12-timers skift. Hvert skift har 40 betjente, som i femmandshold patruljerer døgnet rundt i de to favelaer med samlet 10.000 beboere. Derudover er der udstationeret tre betjente til at bevogte hver af de seks indgange til Cantagalo og Pavão-Pavãozinho.

”For tre måneder siden var det umuligt for folk udefra at gå frit omkring herinde. Ikke engang politiet kunne køre ind efter mistænkte uden at have opbakning fra specialstyrker,” siger Leonardo Nogueira og peger over mod et par huse.

”Kommer man tæt nok på, kan man se skudhuller i murene,” siger han og bevæger nu pegefingeren i retning af et par højhuse, der ligger som nabo til favelaen.

”Nogle steder er naboejendommene så tæt på favelaerne, at de ikke bare kan høre skuddene. De risikerer også at blive ramt af vildfarne kugler. Derfor har beboerne på udsatte steder skiftet vinduerne ud med mursten. Ja, et par ejendomme har sågar stået tomme, fordi ingen ville bo der. Først efter, vi har fået en permanent tilstedeværelse af politi, er folk begyndt at vende tilbage.”

Betjentene i UPP er specielt uddannede til at arbejde i favelaerne. Uddannelsen sker i samarbejde med lokale NGO’er, eller hjælpeorganisationer, som for eksempel Viva Rio og giver betjentene sociale kompetencer, så de kan snakke med beboerne og ikke bare rende rundt med en løs finger på aftrækkeren, som militærpolitiet i Rio de Janeiro ellers har haft ry for.

I december måned 2009 satte militærpolitiets specialstyrke, Batalhão de Operações Policiais Especiais (BOPE), ind med magt for at okkupere de to favelaer med det formål at arrestere eller drive de kriminelle på flugt. Under BOPE’s okkupering af Cantagalo/Pavão-Pavãozinho blev en person dræbt og en anden arresteret. Begge var ifølge politiet mistænkt for handel med narko. Man fandt ligeledes granater, rifler, og maskinpistoler, foruden anseelige mængder kokain, hash og crack.

I et forsøg på at skabe uro og samtidig holde politiet beskæftiget satte bandemedlemmer ild til en bus ved en endestation i området nær Copacabana. Under en aktion, der skulle hjælpe en af bandens ledere med at flygte fra favelaen, smed bandemedlemmer en hjemmelavet bombe foran en kontorbygning, ligeledes tæt på Copacabana. Angrebene blev udført uden tilskadekomne.

Da man var sikker på, at narkobanden ikke ville vende tilbage, blev pacificeringsenheden UPP sat ind. Siden, enheden blev indsat den 23. december 2009, har der ikke været skyderier i de to favelaer, men enhedens betjente foretager stadig daglige razziaer for at finde våben og narkotika.

”Det er nødvendigt med en konstant tilstedeværelse af politi. Ellers risikerer vi, at narkogangsterne vender tilbage og overtager kontrollen med områderne igen,” fortæller kaptajn Leonardo Nogueira, inden han sender os afsted på patrulje med løjtnant Carlos Eduardo og fem betjente. Politibetjentene er iklædt skudsikre veste og bærer rundt på maskinpistoler.

 

Grusomhedernes sportsplads

Et trådhegn omkranser en ujævn grusbane på størrelse med en håndboldbane. I hver sin ende af banen står to mål af opsatte jernstolper. Bag den ene langside er der træer og grøn beplantning. Fra den anden langside kan man se gyldne badestrande så langt øjet rækker. Vi står midt i ’Vietnam’.

’Vietnam’ – favelaernes øverste og sværest fremkommelige punkt – er stedet, hvor bandemedlemmerne indtil for kort tid siden udøvede deres magt.

I et hjørne er der klippet hul i hegnet, så to frilagte stolper danner et kors. Korset er gennemboret af skudhuller og er eneste tilbageværende tegn på de grusomheder, der har stået på for de mennesker, der her er blevet ofre for narkobandernes kugler. Skudhullernes placering indikerer, at ofrene blev stillet op med armene ud til siderne, nøjagtig som Christus-figuren, der står og våger over Rio de Janeiro på en bjergtop ikke så langt herfra.

Pladsen kaldes ’Vietnam’ på grund af dens funktion som udkigspost og henrettelsespeloton, og fordi beplantningen rundt omkring pladsen med træer og høje, grønne siv minder om de slagmarker, man kender fra Vietnam-krigen.

Vi går med betjentene videre fra ’Vietnam’ til ’mikroovnen’, som ligger bag det ene mål. I ’mikroovnen’, der er omkranset af grønne træer, er der en lille fordybning i jorden. En betjent giver sig til at rode lidt i jorden med en kæp.

”Der,” siger han og peger på et par små, hvide genstande.

”Knoglestumper,” siger han. Her i ’Mikroovnen’ blev ligene af de dræbte slæbt ind og brændt af efter henrettelsen. Nu er der kun asken og de få stumper tilbage, lugten af brændt kød er forsvundet og erstattet af træernes duft i den brændende sol.

 

Patruljen får bid

Turen til ’Vietnam’ har tæret på kræfterne, så da vi først er kommet ned gennem de halvanden meter høje siv, der står på det sidste stejle stykke, stopper betjentene ved første og bedste salgssted, de får øje på. Et par af betjentene køber en Guarana-drik, en slags naturlig energidrik lavet af guaranabær fra Amazonas-junglen, til at slukke tørsten med. En tredje køber en pakke cigaretter i stedet.

Som vi bevæger os tilbage mod politistationen, går vi igen forbi flere små boder, som alle sælger øl, vand og cigaretter og andre fornødenheder. Boderne ligger side om side med et utal af skønhedssaloner, der tilbyder kunderne at blive klippet, permanentet eller få farvet hår. De mange boder og skønhedssaloner er ikke større end otte til ti kvadratmeter og er nærmest kilet ind mellem favelaens huse, der tårner sig op ad bjergsiden som perler på en snor.

Husene er bygget af de materialer, som man nu har haft ved hånden. Nogle af røde og gule mursten, mens andre består af grå betonelementer. Andre igen er bygget af hjemmelavede mursten fremstillet af sand fra de nærliggende strande. Nogle huse har cementtage, mens andre må nøjes med bølgetage af aluminium. Husene står så tæt, at der ikke er plads til at bygge veje, som kan nå ind til dem. Derfor fører et vidt forgrenet net af stier og trapper, som en kæmpe labyrint, rundt og op og ned i kvarteret. Det til trods er der ingen gadenavne eller husnumre at se.

Mange steder er der tegnet og skrevet på husmurene. På et maleri af en af bandens afdøde ledere, Caveirinha (Little Skull, red.), er ansigtet malet over med et telefonnummer til specialstyrken BOPE, hvor man kan ringe og give oplysninger om eftersøgte personer.

Lidt efter når vi hen til en af de seks indgange til favelaerne – en smal trappe, der fører ned til ”asfalto” (asfalten), som beboerne i favelaerne gerne betegner den del af byen, der ikke er slumkvarterer. Favelaerne kalder de ”morros”, bjerge.

Her for enden af trappen ligger et af de bedste steder at sælge stoffer fra, fordi kunderne hurtigt kan nå herop nede fra gaden, og fordi man herfra har en god udsigt, hvor man nemt kan spotte politiet, når de kommer for at lave narkorazziaer. På taget af et højhus med udsigt direkte til narkosalgsstedet har politiet opsat et kamera til at tage billeder af narkohandlerne, som man så senere kan opspore i favelaen, så de kan blive anholdt. Det har ifølge løjtnant Carlos Eduardo allerede givet bid et par gange.

Nu går turen gennem en smal smøge med små barer. Klokken er halv tolv om formiddagen, og her er en kraftig dunst af øl, som når man har halvtomme ølflasker stående dagen efter en livlig fest. Enkelte steder strømmer brasiliansk sambamusik ud fra barerne. Andre steder står mennesker og skråler og morer sig højlydt – tydeligvis påvirkede af både stoffer og alkohol, bemærker betjentene.

Pludselig sætter to betjente i løb efter en ung mand i badeshorts og bar mave. De andre følger hurtigt efter. Efter et par hundrede meter er den unge mand indhentet. Vi befinder os stadig på gaden med barerne, lugten af daggamle ølsjatter er fordampet, nu er der i stedet en fremtrædende dunst af lampeolie fra de fakler, der har lyst gaden op i løbet af nattens udskejelser. Betjentene omringer den unge mand og spørger efter et ID-kort. Manden har ikke noget ID på sig.

Betjentene spørger ham i stedet, hvor han bor, men han står blot og kigger til den ene side med skræmt ansigt. Kort efter støder en af mandens venner til optoget, og han begynder at diskutere med en af betjentene, men bliver kontant afvist af betjenten med et vredt ansigtsudtryk og en hånd, der siger ”her til og ikke længere”.

Betjentene synes, de kan genkende den unge mand for at have forbindelse med Den Røde Kommando, der regerede over Cantagalo/Pavão-Pavãozinho for et par måneder siden, så de beslutter sig for at tage ham med til politistationen.

Betjentene går i en ring med den unge fyr i midten. Fire til fem personer, der har fulgt optoget, følger efter.

Tilbage på politistationen hentes et par ringbind med billeder af mistænkte bandemedlemmer frem. Efter at have bladret ringbindene igennem to gange, finder en betjent et billede af manden. Derfor bliver den mistænkte kørt til en politistation nede på asfalten, hvor en efterforskningsenhed vil afhøre manden.

Den betjent, der først fattede mistanke til manden, rækker en triumferende knytnæve i vejret og bryder ud i et bredt smil, der afslører en metalbøjle.

 

Styrket indsats over for de unge

Smilet varer dog ikke ved. Det viser sig nemlig, at den unge mand godt nok er mistænkt for at have været bodyguard for narkobanden, men der er ikke grundlag nok for en anholdelse, hvorfor han bliver løsladt efter endt afhøring. Den unge mand har næppe rundet de 18 år.

Og det er ikke usædvanligt. Det er almindelig kendt, at narkobanderne ofte rekrutterer børn og unge under 18 til at arbejde for sig. I Brasilien er der nemlig langt mildere straffe til mindreårige. Og landets retssystem giver ikke mulighed for at retsforfølge unge under 18 som voksne.

Den udbredte strategi med at rekruttere unge mennesker til tjeneste i narkobanderne resulterer også i en høj ungdomsdødelighed i favelaerne. 1857 mindreårige blev ifølge Instituttet for Offentlig Sikkerhed i staten Rio de Janeiro fundet dræbt i årene 2002 til 2006. Ifølge Washington Post døde der til sammenligning 729 israelske og palæstinensiske mindreårige under konflikten mellem Israel og palæstinenserne i samme periode.

”Hvis du som narkohandler er i live, når du fylder 30, har du gjort dig fortjent til en Oscar,” siger Paulo Benjamin Costa Filho, som vi møder i community centeret, hvor han arbejder som frivillig og dyrker sport med børn og unge i kvarteret. Han er 27 år og har boet i favelaer hele sit liv – de sidste par år i Cantagalo. Han kender alt til fristelserne med at gå ind i narkobranchen.

I 2006 måtte han lægge sin lillebror i graven – han blev kun 14 år gammel. Han var gangster og blev skudt i et bandeopgør i en favela i Rio de Janeiros nordlige del. Også Paulo Benjamins far arbejdede i flere år som narkosælger.

Trods udsigten til et kort liv, kan det være særdeles fristende for de fattige unge mennesker at gå vejen som narkohandler, mener han.

”Når du ser en reklame i fjernsynet for et par fede gummisko eller et cool videospil, og du ved, at du aldrig vil få råd til nogen af delene, er det svært at sige nej, når et bandemedlem banker på døren for at rekruttere nye medlemmer,” siger Paulo Benjamin.

”At være med i en narkobande giver dig automatisk pistoler, penge, piger og ikke mindst respekt, men det var ikke det liv, jeg ønskede for mig selv.”

Eftersom narkobanderne ofte rekrutterer børn og unge mennesker, har myndighederne besluttet at styrke den sociale indsats over for disse grupper for at give dem et alternativ til gangsterlivet. Derfor er der her i community centeret en masse aktiviteter for børn og unge. De kan blandt andet spille fodbold, basketball og bordtennis eller dyrke kampsport. De kan låne bøger på biblioteket eller gå online i internetcafeen. Her er også sambaskole og en række andre aktiviteter for de unge. Aktiviteterne er et vigtigt led i bestræbelserne på at normalisere tilværelsen for beboerne.

AfroReggae er en af de lokale hjælpeorganisationer, NGO’er, der har aktiviteter i community centereret. Gruppen tilbyder børn op til otte år mulighed for at lære dans, musik, graffiti som kunstart samt den brasilianske kampart capoeira.

”Det er utrolig vigtigt, at børnene har noget at give sig til, noget at se frem til. Børnene bliver ikke kunstnere gennem vores aktiviteter, men de får en social uddannelse, som kan være med til at sikre, at de fravælger en kriminel løbebane,” fortæller vicekoordinator for AfroReggae i Cantagalo/Pavão-Pavãozinho, Cintia Duarte, mens hun viser den sal frem, hvor børnene øver sig i at lære de karakteristiske sambarytmer, der spilles under byens årlige karneval.

Pacificerede

Udover Cantagalo/Pavão-Pavãozinho er politiet permanent tilstede i:

  • Santa Marta
    Chapéu Mangueira/Babilõna
    Ladeira dos Tabajaras/Morro dos Cabritos
    Cidade de Deus (City of God)
    Jardim Batan

Alle ovenstående slumkvarterer ligger i Rio de Janeiros sydlige og vestlige del.

 

Den Røde Kommando

Det er ikke kun den kunstneriske graffiti, der pryder gadebilledet. Overalt ser man bogstaverne CV skrevet som vidnesbyrd på, hvem der for kun nogle måneder siden havde magten i favelaen. For Comando Vermelho (Den Røde Kommando), der styrede Cantagalo og Pavão-Pavãozinho, var de to favelaer en vigtig bastion.

Med en placering mindre end 1000 meter fra berømte strande som Copacabana og Ipanema var det nemt at sælge narkotika til strandfolket. En opgørelse fra staten Rio de Janeiros Sekretariat for Offentlig Sikkerhed viser, at Den Røde Kommando tjente i omegnen af 450.000 real, omtrent 1,4 millioner kroner, om ugen på narkohandel.

Den Røde Kommando, som er den ældste og mest magtfulde af Rios narkomafiaer, blev stiftet i 1979 af indsatte i et fængsel, hvor militærdiktaturet, der regerede i Brasilien fra 1964 til 1985, satte både kriminelle og venstreorienterede, politiske modstandere bag tremmer. Skønt banden i starten var inspireret af venstreorienterede ideer, var Den Røde Kommando allerede i midtfirserne en ren forbryderorganisation, hvis mål var at sælge narkotika.

Banden har i dag to store rivaler, Terceiro Comando Puro (Den Rene Tredje Kommando) og Amigos dos Amigos (Venner af Venner) – begge udløbere af Den Røde Kommando.

En undersøgelse om bandernes magt offentliggjort i 2009 viser, at Den Røde Kommando har kontrol over 39 procent af Rio de Janeiros favelaer, mens de to rivaler sidder på magten i godt 12 procent hver. Militser styret af korrupte politifolk styrer 36 procent af favelaerne.

I modsætning til eksportbaserede narkokarteller i Colombia og Mexico importerer banderne i Rio de Janeiro alt det narkotika, de sælger – kokain fra lande som Bolivia, Peru og Colombia og marihuana fra Paraguay, ligesom de også selv står for distributionen. Banderne er godt udrustede med både håndvåben og maskingeværer som AK-47 og AR-15. Narkobanderne beskæftiger cirka 100.000 mennesker i Rio de Janeiro.

Slumkvartererne har dog ikke altid været under de kriminelles kontrol. Rios første favelaer daterer sig tilbage til 1888, da Brasilien gjorde en ende på slaveriet.

Befriede slaver, som ikke havde andre steder at bo, begyndte at bosætte sig på bjergsider og beboelige sumpområder. Få år senere sluttede tusinder af arbejdsløse soldater sig til de befriede slaver.

Favelaerne voksede sig endnu større under Brasiliens industrialisering fra omkring 1940’erne, og i 1970’erne søgte mange fattige fra andre brasilianske stater mod byerne for at finde arbejde og dermed fortsatte ekspansionen af slumkvartererne.

For tyve år siden var der omkring 300 favelaer i Rio de Janeiro, blot ti år efter havde de fordoblet sig. I dag anslås det, at der er omkring 1.000, hvis beboere den dag i dag fortrinsvis er af afrikansk afstamning. Beboerne i favelaerne arbejder ofte som rengøringsfolk, stuepiger, dørmænd eller også sælger de alt lige fra varme majskolber til baseball-hatte til turisterne omkring badestrandene Copacabana og Ipanema.

 

”De holder øje”

”Nej… Nej,lad os stoppe nu. Lad os vende om og gå tilbage… Her er for farligt.”

Ordene kommer fra Thales Veras, da vi er halvvejs oppe ad den stejle skråning. Han er vores tolk på dagen, hvor vi har besluttet os for at besøge favelaen igen – denne gang uden politieskorte – for at tale med beboerne og høre deres syn på politiets indtog i favelaen.

Vi er fra flere sider blevet advaret mod dette projekt – de færreste almindelige indbyggere i Rio tør stikke næsen inden for i favelaerne på egen hånd – trods pacificeringsenhedernes tilstedeværelse. Og det bliver da også hurtigt tydeligt, at beboerne stadig skal vende sig til den nyvundne frihed.

På vej herop har vi henvendt os til flere personer og spurgt, om de ville tale med os om livet i favelaen før og efter pacificeringen.

Men alle har indtil nu været på linje med Diego Delgado, en automekaniker fra Columbia, som har boet i favelaen i en årrække:

”Vi ved godt, hvorfor I er her. Men vi har ikke noget at fortælle,” siger han og holder vejret et øjeblik.

”De holder øje.”

Med ”de” mener han narkogangsterne. Det er meldinger som disse, der har fået tag i vores svært overvægtige og godt betalte tolk. Sveden pibler af ham, og det er svært at se, om det skyldes kombinationen af over 40 graders varme og den stejle stigning, eller om det skyldes frygten for de bandemedlemmer, som for godt tre måneder siden havde herredømmet over favelaen.

Vi får beroliget vores tolk og overtalt ham til at gå med os lidt længere op. Her møder vi i et sving tre mænd, som sidder på en bænk op ad en husmur ud til vejen. Men de er heller ikke meget for at tale med os. I stedet henviser de os til en lokal organisation, der har et kontor i favelaen. Her kan vi måske være heldige at finde nogen, der vil snakke med os.

Den ældre herre, som har ført ordet for de tre mænd, beder en dame, der kommer gående med en indkøbspose i hånden, om at vise os vej. Desværre leder vejen dertil væk fra hovedgaden, som vi har gået på hele vejen op, og vores tolk bliver igen urolig. Han vil ikke med ind i de snævre gader, hvor der knap nok er plads til at gå side om side, så vi må pænt afslå tilbuddet.

 

Frygten er her stadig

Netop som vi er ved at give fortabt, møder vi et kendt ansigt. 27-årige Douglas Rufino, som viste rundt i favelaen den første dag, dukker pludselig op på gaden foran os. Han vil gerne tale med os og inviterer os med hjem.

”Folk er bange for, at politiet skal forsvinde igen. Derfor er der ingen, der har lyst til at tale. De er bange for, at bandemedlemmerne kan huske, at de snakkede. Så vil de måske tage hævn, hvis politiet trækker sig tilbage,” siger Douglas Rufino.

Han arbejder til daglig som renovationsmedarbejder, hvor han blandt andet tømmer affaldsspandene langs Copacabana.

”Her er mere roligt nu, efter politiet har taget magten. Vi ser ikke længere bandemedlemmer rende rundt med våben, så vi risikerer ikke at blive ramt af vildfarne kugler. Men de er her jo stadig, bare uden synlige våben,” siger han.

”Men i det mindste kan mine venner, der bor i andre favelaer nu besøge mig uden problemer.”

Det er nemlig sådan, at hvis man bor i en favela styret af Den Røde Kommando, så kan man ikke bare gå ind i en favela, der kontrolleres af en af de rivaliserende bander Venner af Venner eller Den Rene Tredje Kommando.

”Så ville de spørge, hvad skal du her og sådan, og så kan det hurtigt udvikle sig derfra. Men sådan er det heldigvis ikke mere,” siger Douglas Rufino.

Fra det kombinerede opholds- og soveværelse kigger han gennem husets enlige vindue ud over Ipanema-stranden med et stift blik i øjnene. Bag ham ligger hans lille niece Diana på et år og sover ganske upåvirket af omgivelserne på et slidt tæppe på det kølige betongulv.

I baggrunden kører tv’et for fuld udblæsning.

Der er tre rum i huset ud over opholdsværelset. Douglas’ værelse med plads til en enkelt seng, et tredje værelse, hvor der knap nok er plads til den hjemmelavede køjeseng og et køkken med soveplads. Et par gardiner gør det ud for døre. Udenfor er temperaturen omkring 40 grader – inden for er der ikke meget køligere, men mere fugtigt. Over hele huset lugter der, som hvis man stak næsen ned i en bunke jordslået vasketøj.

Douglas bor i huset sammen med sin mor, en bror, to søstre samt den lille niece. Tilsammen har familien på seks ikke mere end 20 til 25 kvadratmeter at brede sig på. Den trange plads er ganske almindelig for beboerne i favelaerne – nogle bor op mod ti mennesker i samme hus.

”Folk, der bor i en favela, kommer tæt på hinanden. Vi vokser op sammen, spiller fodbold og den slags sammen. Alle ved, hvem alle er,” siger Douglas.

”De, der før styrede favelaen med hård hånd og skydevåben, var nogle, vi kendte og var vokset op sammen med. Nu sidder våbnene i hænderne på politiet, og dem kender vi ikke.”

 

For tidligt at drage konklusioner

Gjort bekendt med vores oplevelser uden politieskorte, erkender politikaptajn Leonardo Nogueira, at politiet stadig har en stor opgave foran sig.

”Ja, det er rigtigt, at nogle af bandemedlemmerne stadig bor herinde. Jeg bilder mig ikke ind, at de ikke stadig holder øje med beboerne. Favelaerne har alt for længe været styret af kriminelle. Derfor handler det for os ikke blot om sikkerhed. Vi skal også tænke på det sociale og derigennem skabe tryghed og tillid til politiet,” siger politikaptajnen, som ofte går ture i kvarteret for at skabe personlig kontakt til beboerne.

”Den anden dag bad en ældre dame om hjælp til sit syge barnebarn. Derfor sendte jeg en betjent ned efter medicin og bleer,” siger kaptajnen og henviser samtidig til de forskellige sociale aktiviteter, som børn og unge i favelaen får tilbud om at deltage i.

”Det gør vi for at vise folk, at der er en anden vej end kriminalitet og for at få beboerne til at vælge os frem for narkogangsterne. Vi tror meget på det her projekt, og derfor håber vi, at det vil fortsætte i lang tid fremover, men tingene kan hurtigt ændre sig i brasiliansk politik,” siger han og understreger, at der fra den nuværende administrations side er fuld opbakning til de pacificerede politienheder.

Han peger desuden på, at kriminaliteten er faldet markant i Santa Marta, som var den første favela, der blev pacificeret.

Også Paulo Benjamin Costa Filho, som vi tager kontakt til igen på community centeret mener, at det er for tidligt at drage konklusioner på tiden efter politiets permanente tilstedeværelse.

”Politiet har kun været her et par måneder, så der er ikke så meget at sige. Måske er det nemmere om et halvt til et helt år,” siger Paulo Benjamin Costa Filho og understreger samtidig, at han håber, politiet vil blive.

”Det håber de fleste herinde på.”

Posted on 1. May, 2010 in Artikelserie, Journalistik, Reportage, Undersøgende journalistik

Share the Story

Leave a reply

Back to Top