Portræt: “Hvis du er født i favelaen, dør du i favelaen”

”Tag magten over dit eget liv”, står der med store bogstaver hen over væggen i jiu-jitsucentret. Ricardo Vieira var selv 15 år, da han besluttede sig for, at sporten skulle blive hans vej ud af Rios favelaer. Siden har han kæmpet en stædig kamp for at tilbyde de samme muligheder til andre unge.

Tekst af Thomas Jensen og foto af Rune Evensen

En lille dreng på fem år står med næsen mod legetøjsbutikkens vindue som så mange gange før og betragter den flotte, fjernstyrede bil, som han så brændende ønsker sig.

Den nu 27-årige Ricardo Vieira tænker tilbage på legetøjsbilen, og følelserne får bugt med den ellers granvoksne, veltrimmede fyr med de senede arme, det barberede bryst og det brede skulderparti – hændelsen står stærkt i hans erindring:

”Den var så sej – jeg tiggede og bad min mor om at give mig én. Til sidst blev det for meget for hende, og hun begyndte at græde helt vildt og undskyldte, at hun ikke havde råd til at købe sådan en,” husker han.

Hans mørkebrune øjne er blevet blanke, og en enkelt tåre svømmer over og løber stille ned ad kinden. Ricardo rokker lidt uroligt på den hvide plasticstol, bukker hovedet ned i skødet og tørrer tåren væk med den ene hånd.

”Undskyld,” siger han og genvinder fatningen.

 

Mod alle odds

Han er vokset op i og omkring slumkvartererne, favelaerne, Cantagalo og Pavão-Pavãozinho.

Han er en af de få, der trods ringe odds har formået at skabe sig en fornuftig tilværelse.

Med en far, der var sikkerhedsvagt i en kontorbygning, en mor som gik hjemme med Ricardo og hans to brødre, og med yderst begrænsede evner i skolen, var sandsynligheden stor for, at han skulle vokse op og blive en del af narkomiljøet, ligesom det er sket for mange af dem, han legede med som barn. En venligtsindet jiu-jitsutræner kombineret med et udpræget talent for kampsporten gav ham mulighed for at bryde det dystre mønster.

I dag er Ricardo Vieira nidobbelt verdensmester i brasiliansk jiu-jitsu og har eget træningscenter, hvor han gør sit for at tilbyde favelaernes børn et alternativ til bandevold og narkokriminalitet.

 

Rollemodel

Ricardos træningscenter ligger lige midt mellem de fattiges favelaer og de riges Copacabana. Dybt plantet i den hvide havestol fortæller han sin historie og giver sit besyv med om den indsats, myndighederne nu gør for at rydde op i de to favelaer – en indsats, der er blevet intensiveret gennem de seneste måneder med OL-værtskabet i 2016 som katalysator.

Dagens træning er netop overstået, og jiu-jitsukæmperne går alle forbi Ricardo og giver hånd til farvel. Også Ricardos barndomsven Alan er her i dag. For ham er den jævnaldrende Ricardo et idol. Han lægger ikke skjul på, at jiu-jitsu og Ricardo har spillet en vigtig rolle og givet ham mulighed for at skabe sig et liv uden for favelaen. I 2006 blev han som den første blandt Ricardos elever tildelt det sorte bælte.

”Selv om man bliver voksen, har man altid brug for sin ’far’,” siger Alan halvt i spøg, halvt i alvor om Ricardo og forholdet imellem dem.

Som små hang de ud sammen i en bande af drenge, der sloges, lavede ballade, spillede fodbold, fløj med drager og tog til stranden for at se på piger eller købe is for de penge, de kunne skrabe sammen. Efterhånden, som de blev ældre, blev slagsmålene mere voldsomme og ispindene erstattet af alkohol og stoffer.

Med ét handlede slåskampene ikke længere om at vise, hvem der var stærkest og om at markere sit territorium. Pludselig handlede det om overlevelse – og de bare næver blev udstyret med både knive og skydevåben.

 

Kun tre tilbage

Ricardo husker tydeligt, da den første af hans venner blev stukket ned og dræbt i en slåskamp med en rivaliserende bande – på det tidspunkt var de cirka 14 år gamle. En anden episode, som har brændt sig fast i hukommelsen, fandt sted i forbindelse med en privat fest i favelaen, hvor han og vennerne hang ud med andre unge.

”Pludselig dukker et par fyre op, som vi kender fra den lokale narkobande. De fanger en ung fyr, og en af dem slæber ham brutalt væk med hans hoved i et fast greb under armen, mens de andre følger efter,” siger Ricardo Vieira.

”Ham ser vi ikke igen”, var der en, der sagde.

”Og det gjorde vi heller ikke,” fortæller Ricardo med et trist blik i øjnene.

Næste dag blev den unge fyr fundet død på toppen af favelaen, i ’Vietnam’ – narkobandernes henrettelsespeloton.

Af den bande på otte til ti drenge, som Ricardo var en del af, er kun tre tilbage – resten er døde – enten under bandeopgør, politiaktioner, eller på grund af narkogæld.

”Ud af den bande, er det kun mig, der har brudt den onde cirkel. Hvis du er født i favelaen, dør du i favelaen. De færreste er så heldige at skifte niveau, sådan som jeg har gjort,” fortæller Ricardo.

Han har altid holdt sig ude af de værste situationer, fordi han havde sin træning at stå op til og derfor holdt sig fri af stoffer og alkohol.

 

Daglige slåskampe

Ricardo begynder at fortælle om sin store passion – jiu-jitsu.

”Jeg var dårlig i skolen – pjækkede meget ofte. Faktisk måtte jeg gå om fire gange, fordi skolen ikke sagde mig noget,” siger Ricardo, som fik mulighed for at træne jiu-jitsu allerede som 5-årig.

Romero ’Jacare’ Calvacanti, som hans far arbejdede for, gav ham lov til at træne med, selv om træningen ellers kun var for voksne, og dem der kunne betale.

”Mine brødre og jeg fik lov til at træne gratis, men vi skulle træne meget for at få lov til at blive. Jeg brød mig ikke om skolen – ville hellere spille fodbold og rende rundt på gaden og lave ingenting – men her var noget, jeg var god til. I skolen var jeg nødt til at slås hver eneste dag, fordi jeg var hvid, og jeg vandt altid – også over de større drenge. Det vakte selvfølgelig opmærksomhed og flere kom og spurgte, om ikke jeg ville lære dem jiu-jitsu,” fortæller Ricardo.

Narkobanderne var hele tiden ude for at rekruttere nye medlemmer og havde især øje for dem, som ikke havde råd til at købe mad. En dag, da familien sidder og spiser, spørger faren, hvad Ricardo egentlig vil med sit liv:

”Vil du være vagtmand, vil du være fodboldspiller, vil du være lærer eller have et liv som narkohandler? Det er lige meget hvad – bare du beslutter dig for noget.”

 

Beslutningen

”Efter snakken med min far fokuserede jeg 100 procent på jiu-jitsu, fordi jeg her fandt hjælp i mine brødre og Jacare og fik muligheden for at tage magten over mit eget liv og få et mål i livet. Da Jacare en dag opfordrede mig til at starte en gratis jiu-jitsu-klasse for favelaens unge, sagde jeg ’ja’, fordi jeg gerne ville give noget videre af det, som jeg selv havde fået,” fortæller Ricardo.

Projektet blev hurtigt en succes, og senere fik han også løn som træner fra folk, der havde råd til selv at betale for træningen. Det betød, at han også kunne hjælpe sine forældre økonomisk.

”Selv om jeg var alt for gammel, gik min første løncheck til at købe den fjernstyrede bil, jeg havde forelsket mig i som barn men aldrig haft råd til.”

I starten var faderen jaloux på sønnens succes og holdt sig væk, når han fik besøg. Faren var ikke den eneste, der havde svært ved at tackle Ricardos succes blandt de unge i favelaen. Dengang havde narkobanden stadig kontrollen med favelaerne. Her var man heller ikke specielt begejstret for den opmærksomhed, der opstod omkring Ricardo og hans træning.

 

De sked foran døren

”De gjorde alt for at stoppe mig. De skar vores træningsmåtter op, sked foran døren og smurte dørhåndtaget ind i lort. Det var ikke bare en enkelt fyr, men måske snarere 20, der forsøgte at ødelægge det for os. Somme tider sked de i plasticposer og kastede dem efter os, når vi gik hen for at træne,” fortæller Ricardo, der i et stykke tid måtte rydde op hver dag, før de kunne træne. Til sidst blev truslerne så alvorlige og så personlige, at han ikke selv kunne komme i favelaen.

”Der var ikke så meget at gøre ved det. Det var jo nemt for dem at tage et liv,” siger han.

Det var startskuddet til, at han startede sit træningscenter uden for favelaen, for at uddanne nogle instruktører, der kunne fortsætte projektet inde i favelaen, når han ikke selv kunne komme der. Først efter et års tid, og med pres fra beboerne, kunne Ricardo igen fortsætte sit projekt i favelaen.

 

Unge med selvtillid

I dag er det ikke længere narkobander, der har magten. Myndighederne har sat permanente politistyrker ind og etableret et bredt udvalg af aktiviteter til favelaens børn og unge.

”Jeg er sikker på, at myndighedernes strategi er den rigtige vej at gå – det var det samme, jeg troede på, da jeg begyndte på at træne børn og unge. Uden jiu-jitsu havde mit eget liv set meget anderledes ud. Sporten kan give de unge selvtillid og en mulighed for at tage deres skæbne i egne hænder. Jeg bliver glad og stolt, når jeg ser, de sociale projekter virker,” siger Ricardo.

Nu er Ricardo flyttet ud af favelaen, dog ikke længere væk, end at man ud ad lejlighedens stuevindue på 11. etage skråt til venstre kan se op til Cantagalo. Her bor han sammen med sin kone og sin søn på to år. Sønnens værelse er fyldt til randen med alskens legetøj. Fjernstyrede biler har han også et par stykker af.

Posted on 1. May, 2010 in Artikelserie, Journalistik, Portræt, Undersøgende journalistik

Share the Story

Leave a reply

Back to Top